Højskoleformiddage og Sogneaftner
Højskoleformiddage er folkelige og underholdende foredrag med kaffebord, rundstykker og hyggeligt samvær. Vi mødes den første torsdag formiddag i måneden kl. 10.00. Højskoleformiddage foregår i Jetsmark Kirkecenter og finder sted i: januar, februar, marts, april samt sogenudflugt i maj. Ligeledes er der højskoleformiddage i september, oktober, november og december.
Højskoleformiddage i efteråret:
Torsdag den 4.september kl.10.00
“EN DRENGEDRØM…OG HVAD DERAF FULGTE”. Foredragsholder er Bent Jørgensen. Bent Jørgensen voksede op i V. Hjermitslev og drømte som dreng om at blive jagerpilot. Det blev han ikke, men han fik alligevel den kvarte verden som arbejdsplads, fordi han blev besætningsmedlem på Flyvevåbnets transportfly. Han har været på missioner fra Afghanistan i øst til Las Vegas i vest, fra Sudan i syd til Nordpolen.
Torsdag den 2.oktober kl.10.00
“SOGNEPRÆST AFONSO JUSTINO WACO”. Afonso Waco er fra Cabinda på den afrikanske vestkyst. På grund af borgerkrig måtte familien flygte til Congo. Han studerede teologi i Kinshasa i Congo. Han blev præst i sit hjemland, men måtte flygte endnu en gang og kom som FN-flygtning til Danmark. Nu er han sognepræst i Støvring.
Torsdag den 6.november kl.10.00
“LIVET ER EN SANG VÆRD”. Musikalsk foredrag ved Christoffer Kejser Larsen. Foredraget tager udgangspunkt i mennesker, han har mødt, og oplevelser, han har haft. Filosofien bag foredraget er, at alle mennesker har en historie, der fortjener at blive fortalt. Christoffer fortæller med sang og musik, og der bliver også fællessang.
Sogneaftner i Jetsmark Sognegård er foredragsaftener med aktuelle eller relevante emner, der direkte eller indirekte har med kristendommens og kirkens situation lige nu at gøre.
Første sogneaften i næste sæson er:
Onsdag den 17.september kl.19.30
Hans Hauge, dr.phil, lektor emeritus, Aarhus Universitet. “K.E.LØGSTRUPS LIV OG VIRKE, - studerende i Hitlers Tyskland, præst på Fyn og professor i Aarhus.”
Onsdag den 29.oktober kl.19.30
Nils Arne Pedersen, dr. theol., lektor i kirkehistorie ved Aarhus Universitet. “NYT DÅBSRITUAL? - Dåbskommisionens forskellige forslag til ændring af dåbsritualet og konsekvenserne af eventuelle ændringer.”
Onsdag den 19.november kl.19.30
Jakob Egeris Thorsen, lektor i systematisk teologi ved Aarhus Universitet. “DEN KATOLSKE KIRKE I DANMARK OG I VERDEN, - situationen i dag og fremtidsperspektiver.” Jakob Egeris kommer bl.a. ind på pavevalget tidligere på året og på den nye pave.
Sognepræst Michael Berg står for at arrangere sogneaftnerne.